Siden sidst!

Kære alle 

Gud hvor har jeg det bare godt!  Jeg er virkelig glad, stolt og taknemmelig over at jeg har taget imod denne rejse, selvom nogle tidspunkter er hårdere end andre og selvom det ikke altid er lige sjovt at være så langt væk fra alle de ting jeg kender. Men det er jo en stor del af det. At komme på dybere vand og lære af hver en lille ting. -godt som skidt. 
Jeg tror der er gået omkring to eller tre uger, siden jeg sidst opdaterede "Mi Aventura", som jeg desværre ofte sorterer fra, da det tager 100 år at skrive indlægene og det vigtigeste er jo også at jeg er til stede i Spanien og ikke vender alle tanker mod Danmark. Det har jeg i princippet slet ikke tid til! men nu vil jeg begynde at fortælle lidt om de oplevelser jeg har oplevet siden sidst, og sådan noget.  
Min kontaktperson Iciar (18 år) har sat en af sine veninder og jeg i kontakt, da veninden studerer journalistik på universitetet, og i den forbindelse skal hun skrive en blog. Ikke sådan en hyggeblog for at informere som jeg gør, nej en lidt mere "prof". Hun har valgt at skrive om udveksling og sådan nogle ting, og vores samarbejde går ud på, at hun en gang i mellem skriver nogle spørgsmål til mig, som jeg så svarer på. I min introduktion af mig selv, skrev jeg at jeg nok ikke ville svare i løbet af 0,5 men jeg ville gøre mit bedste for at runde alle hjørner så jeg kan hjælpe hende bedst muligt. Derudover nævnte jeg at jeg havde været til en manifestation, og det fik hende til at sende nogle få store spørgsmål omkring den, som bl.a. hvordan jeg fandt ud af at den var der, hvem jeg var der med, om jeg forstod hvad der foregik osv. Mit svar ses herunder og er skrevet på engelsk, da jeg ikke orker at oversætte til dansk!  

Manifetation 24/10/13:
A morning for about two weeks ago, three girls were standing outside the front door of my school I.E.S Valldemossa, handing out pieces of paper with some catalan text for everyone. I tried to read the text, but it's difficult enough for me to even keep my eyes open in mornings, so reading and do a translation of the text, was absolutely impossible. Later my hand mate took up a paper similar to the one I'd seen in the morning, and now I started to see something with a manifestation that would take place  three days in a row, and the last day not only for students, but for teachers and parents too. I didn't quite understand why, and didn't thought it was something I should partake in. So I asked. I've never been that kind of person who wants advise from others or be questioning if I didn't understand, I've never needed help to figure out things, but if theres one big thing I've learned already during my stay here, then I think it must be to ASK! It can't be right to sit and fight with something another person knows everything about, and why do the fight when you have so many other things to worry about? Where did I ome from? Oh yeah, I asked. First I asked a person I don't normally talk so much to, and maybe that was a little stupid, because it always takes a lot of time to make myself understandable, and for them to slow down and open their mouth while speaking. Spanish people often attend to pronounce every word at the same time as the next one so when people talk too fast I get these associations to falling domino bricks... So after asking her to repeat it for the fourth time, I fell sorry for her (and embarrassed that I didn't understand her) so I nodded, said "ahhh si!", smiled, and said "gracias". And then I moved on to my hand mate who is wonderful for me, because she's so patient and I can feel that she really wants the best for me. She told me about it, and I suddenly learned a lot about the school system and every good and bad thing about it. I found out that it had to do with the yellow t-shirts that most of the students and some teachers are wearing each Wednesday. And it started to make sense in my head.
I'm in this big friend group who all are feminists and very active in the school politics. Not in the conservative way, they want to make a change, and after what I've seen them do, I'm pretty sure that they actually will be able to make a change.
Thusday the 24th.: I met up 10 o'clock in the morning in from of the head door at the institute. There I met with my friends and some other people from the different classes and courses. -I'm pretty much friends with everybody. Even them I don't now, knows me, so it's always very easy for me to start conversations. Well my catalan is not so good yet and my castilian might -surprising- be un-existing, -so it's not that easy. Actually the school had planned that everyone from the school should meet on the playground at 11:30, but for some reason some of us decided to do it before. Spanish timing isn't the most precisely thing I've ever discovered, so when it was 10:45 (30 min. later than planned) we left the school and walked to the metro station where we waited for an other school. I remember a moment where one of the boys were hungry. In Denmark where I'm from, you automatically would go buy some fast-food, but this guy walked away for a minute I think, and when I came back, he was carrying a bread and one of those realy good sausages. I was thinking: "hmm, can't wait to see you manage that", but he had definitely tried it before, and 1, 2, 3 it was a perfect sandwich. -though it wasn't with oil and tomato ;-)
The group from the other school  arrived, and they were right in the mood for manifestation. In my village in Denmark, nothing like that ever happens, so this was my first time! I was really excited, but also a little scared. I didn't knew if it was just a small demonstration, or one of those dangerous ones where you are setting fire to things and throwing stones at the police. I had the feeling that it was more like the first thing i just mentioned, but it could happen.
The manifestation was the biggest manifestation I've ever joined, -and the only one…  Of course it all was in catalan. I tried to imitate the others in the shouting they made. I actually nailed it, and was able to put in words instead of the "baby sounds". My friends all think its so funny when I shout with them that WE want quality in public schools, or WE want independence. I also think it's nice, because I feel closer to them when we are together like that and not just sitting on the ground talking about the homework's (which never involves me). But anyways. We walked all the way from Sant Andreu to Placa Universitat, and all the time new groups of people joined our walk, with vuvuzelas, great banners, yellow t-shirts, and flag in different colors. At placa Universitat it all exploded with people, and it fell like I got to kiss everybody. -of course not, but all that kissing takes a lot of time, and when you are not completely used to get that close to people you don't know, it might be a little awkward. But well, it's the norm here, and I actually like it. But unfortunately thats not something I can bring back to Denmark.. My friends and everybody else would wonder what kind of drug I was doing. I guess I'll only tell about the "kissing-culture" and teach them how to do "Pa amb tomaque"!
Then the real manifestation started and I noticed that everybody was different from each other, but all had this one thing in common. I think that catalan people (I don't know about the rest of Spain) are amazing the way they stand up for their rights, and fight for what they want. I also saw that during the 11th of september. There were sooo many people and it surprised me to see every kind of every age walking with raised head on the big streets of Barcelona.
I had no feeling of how much time there was passing by, but after walking a lot, singing, screaming, laughing, cheek kissing and so on, I left my friends, and met up with some other exchange students to have a nice time with them too. Everyday day is an adventure for me, and even though I'm not going to demonstrations and do something new every day, I still feel that I do a lot more than I would do if I were in Denmark. -except of the homework ;-)  

Yes sir! Det var manifestationen. Som skrevet er mit spanske næsten ikke eksisterende, men til gengæld går det rigtig godt med det catalanske!   Jeg skrev også at jeg var sammen med nogle andre udvekslingsstudenter samme dag, og vi havde det super hyggeligt. Jeg kan rigtig godt lide at være sammen med de her mennesker, som deler rigtig mange følelser og interesser med mig. Og så er jeg helt vild med at være en del af et netværk over hele verden!

AFS orientation 26. og 27 okt:
I weekenden 26/27 okt var der AFS orientation for alle os i catalonien. Den fandt sted i Coma-Ruga, som ligger lidt uden for Barcelona. For mig og to andre piger (Adele og Marie) var det den sidste af slagsen, så vi havde købt nogle store flag, så alle vores venner fra hele verden kan underskrive og give en lille hilsen med. (læste hurtigt nogle af beskederne, og puha, det var hårdt at holde tårerne tilbage)
Men på lejren lavede vi en masse aktiviteter for at hjælpe os til at reflektere over forskellige kulturer, respektere, håndtere og opretholde venskaber og en masse andre ting i form af lege, konkurrencer og undervisning. Jeg synes det var rigtig hyggeligt at se dem alle igen, men lejren kunne godt have været organiseret bedre, med mindre tid til at kede os, og sprede os ud i mindre grupper.  Jeg fik et rigtig hyggeligt forhold til en tysk pige, en islænder, nogle japanere som ikke var gode til hverken engelsk eller spansk og så belgeren Marie, som jeg siden sidste lejr har brugt rigtig meget tid sammen med.
Café med Iciar
Tirsdagen efter, det må være tirsdag d. 29 okt, mødtes jeg med min kontaktperson Iciar, som bare er super sød. Vi mødtes i Barcelona centrum, og tog til Starbucks hvor vi fik os en kop kaffe og talte sammen. Selvom jeg kun har snakket en lille smule med hende før og ikke kender hende specielt godt, er jeg virkelig åben over for hende og fortæller og fortæller om småting der irritere mig til alt det som gør mig glad.

Jeg, Anna (Island), Rakel (Island) og Johanna (Finland)

Marie (Belgien), Anette (Norge) og Maria (Italien)

Quinn (California), Chanté (Tyskland/New Zeland), Lukas (California) og jeg  

Marie, Rakel og jeg!!!

Marie, Annika og jeg på en "hemmelig" tur til stranden.. ;-)

Skrivning på flag

Alle os glade og unge mennesker. Jeg ved ikke hvorfor, men dette billede får mig til at smile rigtig meget. 

 

Castanyada 2013:
-endnu en festa! Slet ikke dårligt med en forlænget weekend og opdagelse af traditioner i spansk/catalansk kultur. Torsdag aften lavede vi kastanjer og nogle kager som hedder panellets, og det sad vi så og spiste efter aftensmaden. Jeg var nok den, der aller bedst kunne lide kastanjerne, det så i hvertfald sådan ud efterfølgende, med det bjerg af skaller der lå tilbage på min tallerken. Det var jo også halloween så der var selvfølelig mange fester, koncerter og gåture ude i natten, men jeg blev hjemme, da jeg følte at en god nats søvn var hårdt tiltrængt.
Fredag sov jeg længe, og da jeg vågnede op var det en rimelig stresset værtsmor frustreret over et rimelig rodet hus, der var den første til at ønske mig en god morgen. Svigerinden Ingrid, skal føde om to uger, og hun kom på besøg sammen med hendes 3 årige søn. Derefter pakkede jeg lige en overnattelsesrygsæk fordi jeg havde lavet en aftale med en anden pige fra Belgien om at være sammen med hende og tage til PortAventura (forlystelsesparken for 2. gang! Wuhuu!), og så tog vi af sted mod Rosas hus (min farmor). Jeg elsker virkelig den kvinde, hun er noget af det dejligste på jorden! Med hende spiste vi en lækker frokost, i hendes rigtig lækre lejlighed, inden jeg tog hen til busstationen, købte min billet og tilbragte 1 times tid i en ikke så komfortabel bus med rigtig rigtig mange mennesker. Men anyways; min belgiske veninde hedder Adele, og hos hendes værtsfamilie overnattede jeg efter at have været med til en familie/vennesammenkomst med hendes familie. Det var lidt små-akavet, men det skal der vel også være plads til…

Dette billede er fra familie-venne-sammenkosten med Adeles familie.. (Jeg fik en ven)

Port Aventura med Adele 2. nov:
Dagen efter tog vi (Adele, værtssøsteren Barbara, en af værtssøsterens veninder og jeg) til Tarragona hvor vi skulle tilbringe dagen i forlystelsesparken PortAventura, der i anledning af Halloween, havde pyntet hele parken op. -Der er sikkert en klokke der ringer inde i dit hovede lige nu, og du tænker: "hvor har jeg dog hørt det henne før?", men det skal jeg nok fortælle dig, det var nemlig mig der skrev på denne selv samme blog at jeg havde været i PortAventura. -well, efter denne meget lange og indviklede tekst, vil jeg lige sørge for at alle er med, og gøre en lang historie kort. Det var min anden gang i denne forlystelsespark.
 Søsteren og veninden forsvandt hurtigt, så jeg gik rundt alene med Adele, ooooog hun er måske ikke lige min type. Faktisk går hun mig sygt på nerverne nogle gange. Hvis ikke det var fordi, at jeg elsker forlystelserne så vanvittig meget, ville jeg nok være død efter tretimers lange køer… Den sidste halve time inden parken lukkede var jeg virkelig i himlen! Det var så sjovt, for der var ingen køer overhovedet, så Adele og jeg nåede at prøve den samme forlystelse 6 gange i træk inden de folk der arbejdede der måtte fortælle os t nu ar de altså nødt til at lukke den. Vi gle,te alt om tid og sted, og vi opdagede at klokken var alt for mange hvilket resulterede i at Adele havde en sur værtsfar (som i forvejen er ret gnaven), en bitchy værtssøster og en veninde med seriøse dræberblik. Jeg tilbragte natten i deres hus igen.

Forlystelsen varede 30 sekunder, køen tog så bare lige 3 timer...

Bjergvandring med Rosa og Roger 3. nov:
Om morgnen blev jeg kørt til stationen hvor Rosa (værtsbedstemor) og Roger (værtsfar) samlede mig op. Vi skulle på tur til et bjerg, så vi kørte i noget tid. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, jeg sov nemlig… Da jeg vågnede op var vi i en rigtig hyggelig lille bjerg-landsby, hvor der var markedsdag, så her købte vi lidt spansk pølse, yoghurthalløj, og "pa amb tomaque, botifarres i allioli". For den da det var lækkert!!
Efter en lille morgenmad på en typisk catalansk bar med stærk kaffe og crosainter, tog vi så hen til bjerget. Da vi parkerede bilen, blev vi budt velkommen af en rigtig herlig hund, som faktisk gik med os hele vejen! :') (savner Luna…)
Det var rigtig tåget, så fik ikke set de udsigter jeg havde hørt så meget om, og jeg måtte give op med at orientere mig. -det overlod jeg til Roger. Han lignede en der havde styr på det, og jeg tror også han troede han havde styr på det, men det viste sig at han havde vendt kortet forkert så vi var gået modsat planen. Takket være at jeg lige fandt et kompas på min mobil ;-))
Vi fandt endelig sporet, som vi burde have fulgt, men da det begyndte at blive lidt halvmørkt, mistede vi sporet da der var blevet fældet en del træer, det var tegnet på sten og træer især. Så vi gik rundt og ledte efter røde og hvide steger i mørket, og det endte med, at vi måtte give op og gå i belg ragende mørke i retning af et lille hus med lys i vinduerne. -lige nu lyder historien som en tro kopi af Hans og Grethe, men det var ikke sådan "farligt" på noget tidspunkt. (Andet end at min mobil som vi brugte til at lyse den ikke eksisterende sti op, var ved at løbe tør for strøm siden jeg havde tjekket kompasset...) Da vi nåede huset var der et skilt som jeg ikke læste, men som jeg forstod var lige det vi manglede, og vi gik i pilen på skiltets retning. Det hele endte godt, og hunden tog hjem, vi spiste lidt "pa amb tomaque" og selvom det måske ikke var den allermest vellykkede tur, med en lidt tung bedstemor, en lidt overmodig værtsfar og en voldsomt træt Sophie uden stemme (p.g.a. alt det skrigeri i Port Aventura) synes jeg nu det var meget sjovt, og aldrig har jeg set så mange stjerner på himlen!! Jeg prøvede at tage et billede, men jeg vidste jo godt at jeg bare ville få et sort foto, men jeg prøvede nu alligevel men selvfølgelig intet resultat. Det fik mig til at tænke på et citat jeg engang faldt over: Den bedste del af skønheden er den som ingen billeder kan udtrykke.

Bcn med Annika, Haruka og Marie 4. nov:
Vi havde jo som sagt også fri om madagen, og der tog jeg ind til Barcelona med Haruka fra Japan, Annika fra Tyskland og Marie fra Belgien. Med dem havde jeg det rigtig sjovt!

Sygdom 5. og 6. nov
Dagen efter blev jeg hjemme fra skole pga. at jeg havde det lidt småskidt, og med en lille feber om natten tog jeg også fri fra skole dagen efter.
I går var jeg i skole, og det var rigtig dejligt at se alle mine kammerater igen efter at have været væk i en hel uge..
Men i går var ikke nogen helt almindelig dag; Med den politiske gruppe (S.P.E.C.) tog jeg med på en tur til "Banc dels Aliments", som er en virksomhed der sørger for mad til folk som ikke kan forsørge sig selv. Efter at have hørt lidt om frivillighed og hvad der nu ellers var, blev vi sat i arbejde og fik lov til arbejde at samle kasser, pakke kasserne med ris, kikærter og linser, stable kasserne og fjerne dem. Det gjorde vi i en times tid, og det var hårdt men sjovt arbejde, da vi var delt op i to grupper, og der derfor gik lidt konkurrrence i den ;-)

Skole:
Det går egentlig bare super godt og jeg har det rigtig fedt! Jeg føler mig godt tilpas sammen med mine venner fra skolen, og jeg kan mærke at de også føler det samme om mig. Vores idrætslærer var på tur med en anden klasse i sidste uge, og da vi dermed fik fritime, blev mobilerne sneget op af lommen, og jeg fik et par billeder.
Jeg er begyndt at føle lidt stress da mine lærere nu forventer lidt mere af mig, og også vi have mig til at læse op til eksamener og ikke mindst lave dem. Jeg forstår nogenlunde undervisningen, men jeg kan ikke lytte og koncentrere mig om at få en mening ud af tingene i alt for lang tid ad gangen. Jeg vil tro, at i de 40% af timen hvor jeg er tilstede mentalt i klassen, forstår jeg ca 45%. Det synes jeg selv er meget godt, men jeg gør jo stadig fremskridt hele tiden.

Værtsfamilie:
Jeg er superglad for min værtsfamilie. De er søde og rare -især min bedstemor… Men de andre er nu også. Jeg kalder dem deres navne og det er helt fint. I starten var jeg rimelig i tvivl om jeg skulle gøre det eller ej, men det er mest naturligt for mig på denne måde.
Min værtsfamilie er også glad for mig, og det er ikke kun noget jeg fornemmer, det har de fortalt mig, og faktisk har de givet mig en chance for at tage tilbage efter afslutningslejren i Bruxelles, og bo hos dem i endnu længere tid. Det har de gjort for at jeg lige kan få det hele med og ikke vil være nødt til at give slip på det hele lige når opholdet topper. Jeg har endnu ikke taget en beslutning om jeg vil det eller ej, da jeg både ser fordele og ulemper fra begge sider, og er nødt til at gøre op med mig selv, hvad jeg gør.
Den eneste lille ting er, at når min værtsmor snakker til mig, mumler hun rigtig meget, og så bliver hun fustreret når jeg ikke forstår hende, og så kan hun godt blive lidt sur. Men hun er heldigvis ikke så ofte hjemme til at hundse rundt med mig, da hun studerer i aftentimerne på universitetet. (Hvis min værtsfamilie vælger at kopiere dette over i Google Translate, bliver de sidste uger rigtig akavet mellem min værtsmor og jeg…)
 På mandag skal min lillesøster Laia opereres, så det snakker vi en hel del om, og den 13. er det min lillebror Nil's fødselsdag. Jeg spurgte ind til hvordan de fejrer fødselsdag hernede i familien, og jeg er egentlig glad for at min fødselsdag ikke skal fejres på spansk manér. Man siger tillykke hvis man møder personen om morgenen, og om aftenen er der ofte bagt en kage til dessert. Man deler heller ikke ud i skolen. Jeg synes det lyder lidt trist sammenlignet med alle de fantastiske fødselsdage jeg har haft indtilvidere!
Apropos fødselsdag, skal jeg faktisk til Maries fødselsdagfest på lørdag, hvor vi skal på stranden (9. nov) og sove hos hende. Så ved I også det, måske der kommer et lille billede i næste blogindlæg?


For den da, det her er noget af en tekst! Jeg håber ikke at det er for kedeligt. Jeg kunne i princippet godt fordele alle oplevelserne ud til en masse små indlæg, men det er også bare lige lidt mere besværligt. Det tager også voldsomt lang tid at skrive det hele, finde billeder, lægge billederne ind og få det hele til at se ok ud, så derfor undskylder jeg også hermed den manglende korrektur, som mangler af ren og skær dovenskab.
Du er sej hvis du har læst det hele, -men husk nu at jeg egentlig mest skriver disse indlæg til mig selv, så jeg ikke vil glemme alle de følelser, oplevelser og andre ting jeg går igennem her i Spanien. (Kunne godt forestille mig en hel masse der bare tænker: "spurgt?!")

Kindkys fra en glad catalaner

Tjaa, jeg tæller med her! ;-)